mandag den 1. juli 2019

Jeg kan ikke mere - foto jomo

Det lykkedes mig desværre ikke at blive en del af den såkaldte “Balmain Army”, da H&M x Balmain samarbejdet i går blev released. Jeg havde ellers haft øje på et item fra kollektionen, jeg gerne ville have haft fingrene i. De sidste 24 timer har net-aviserne glødet med artikler om unge piger og drenge, der har campet foran de udvalgte H&M forretninger, der forhandlede kollektionen. Jeg åd dem rådt, altså ikke camperne, men artiklerne. I min læsning faldt jeg over en artikel, jeg troede handlede om køen til H&M x Balmain, men som viste sig at omhandle køen til H&M x Isabel Marant. 

Journalisten havde snakket med flere i køen. De vidste selvfølgelig alle sammen præcis, hvad de gik efter, når dørene blev slået op. Og hvad så, tænker I? Hvad er forskellen på det blot to år gamle designsamarbejde og det, der blev released i går. Jo, ser I, den markante forskel er, at de forreste i køen til H&M x Isabel Marant i 2013 havde stået der siden klokken fem om morgenen. Det er næppe gået nogens næse forbi, da det lettere chokerende fact er blevet delt flittigt på nettet de seneste dage, at de forreste i køen i går havde stået i kø i tre dage. TRE DAGE. Er jeg den eneste, der synes, det er helt sindssygt. Alligevel ikke sagt, at jeg ikke helt forstår dem, for hvis jeg nu for eksempel var igang med mit sabbatår og ikke gik i skole, ville jeg ikke udelukke, at jeg kunne have fundet på det samme. Men vildt er det uden tvivl.

Der er gået hype i den, og det synes jeg er lidt synd. Måske lidt fordi jeg stadig ærgrer mig over ikke at have fået fingrene i noget fra den hypede kollektion… But still. Desuden er resell, altså at få fat i et hypet produkt og sælge det videre til en højere pris, blevet irriterende populært. Det er naturligvis helt op til dem selv, hvad de gør med det tøj eller de sko, de køber, men hvor er det et eller andet sted ærgerligt. Den silke jakke, jeg havde håbet at få fat i fra kollektionen, kostede 699, nu bliver den solgt videre til minimum 1500. Det var ikke lige det, mit budget var til. Jeg er helt vild med H&Ms designsamarbejder, men jeg tror ikke, jeg de næste mange år får mulighed for at købe noget derfra. Jeg har ikke tid til at campe på gaden, eller råd til at betale vilde overpriser efterfølgende, og hvis kø-tiden er gået fra fire timer til tre døgn på to år, hvor skal det så ikke ende. Jeg håber, at det er en fase, Danmark er i lige nu, og at det at campe for tøj eller sko er en trend, der stille og roligt går over igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar