usindvis af mennesker. Musikken spiller. Alle smiler. Vi danser. Vi griner. Solen skinner ned på os. Musik. Smil. Dans. Latter. Solskin. Det er her, jeg stopper op. Jeg trækker vejret dybt og tager det hele ind. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så helt igennem lykkelig. Lige dér har jeg kun ét ønske; at dette øjeblik vil vare evigt.
Det kan jeg lynhurtigt afsløre, at det ikke gjorde. Men i det jeg sidder og skriver denne tekst, kan jeg mærke følelsen igen, huske stemningen helt tydeligt. Oplevelsen var på Roskilde Festival 2015 til koncert med Florence and the Machine. Ingen ved helt præcist, hvad lykke er, men jeg er helt sikker på, at jeg var lykkelig den dag. Ægte lykkelig. Det er den absolut bedste koncertoplevelse, jeg har haft i mit liv – selvom jeg har været til rigtig mange gode.
Det var en varm eftermiddag på festivallen, og min veninde, Asta, og jeg besluttede at trodse hedebølgen og drage mod orange scene. Vi synes begge to at have hørt nogle radiohits med bandet og tog derfor hen for at høre dem. Jeg kom helt uden forventninger, og det var måske det, der var med til at gøre det til den oplevelse, det var. Vi kom ikke mere end et kvarter før koncerten, men kom på ganske mirakuløst vis i Pitten. Til de, der ikke har været på Roskilde og ikke ved, hvad pitten er, forklarer jeg det lige kort. Der er to pits, eller områder, foran den største scene på Roskilde. De er adskilt med hegn, og der bliver kun lukket et begrænset antal mennesker ind, for at undgå, at de forreste bliver mast på grund af den somme tider massive skubben bagfra. Normalt skal man stå i kø ret længe for at komme i pitten, men grundet den slemme varme på dette års festival, var mange blevet i skyggen, og vi kom derfor ind. Dette gjorde, at vi stod forholdsvis tæt på scenen.
- Bridal Bouquets – How to Make Your Own
- Choosing Wedding Songs
- Wedding Themes
- Winter wedding ideas in Denmark
- Wedding Dresses in Vejle and Kolding – Attire Tips
- Top 6 Tips for Finding Your Perfect Wedding Dress in Aarhus and Copenhagen
Da Florenze, forsangeren, først gik på scenen, lagde hun meget ydmygt ud med at takke, fordi hun havde fået lov at spille. Hun var iført flagrende hvidt tøj og bare tæer. Hun havde ikke synget mere end et par sange, før hun løb ud blandt publikum og sang en sang dér, før hun vendte tilbage til scenen. Hun var så nærværende. Musikken var fantastisk, og det er ikke første gang, jeg oplever at komme til en koncert og finde ud af, jeg kender mange flere numre, end jeg havde regnet med. Dette var også tilfældet denne dag. Hun gjorde det ekseptionelt godt, og da hun havde spillet et stykke tid og alle folk var varme og glade, holdt hun en pause for at dele et par ord med os. Hun snakkede om at værdsætte livet og værdsætte hinanden. Om at huske at være glad og få det bedste ud af hver dag. Jeg ved ikke om det var varmen, hende, musikken, crowden eller festivallen i sin helhed, der gjorde det, men det føltes næsten magisk. Hun sluttede sin tale af med at bede os kigge hinanden i øjnene og omfavne hinanden. Det gjorde vi. Det var et øjeblik, jeg vildt gerne ville have haft på film, men som jeg er utrolig glad for, jeg bare lod mig selv opleve, uden at have travlt med at filme det. Asta og jeg var begge tæt på tårer, som vi stod dér i solskinnet og omfavnede hinanden foran orange scene.
Musikken startede igen, og alle dansede atter videre. Det var her, jeg stoppede op. Jeg træk vejret dybt og tog det hele ind. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde følt mig så helt igennem lykkelig. Lige dér havde jeg kun ét ønske; at dette øjeblik ville vare evigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar