Siden jeg stoppede på mit job i vinter, har jeg været på en længere rejse gennem dapengeland – et rejsemål, man utrolig gerne vil hjem fra, men af forskellige årsager er nødsaget til at blive hængende i. Endelig oprandt dagen, hvor jeg kan råbe tadaaa… jeg råber farvel dagpengeland, og håber inderligt, vi aldrig ses igen. Min pause er slut og foran mig venter det pulserende arbejdsliv. Jeg er så heldig, at jeg er blevet tilbudt en stilling hos et firma, jeg flere gange har bejlet til. Pludselig var der en stilling, der uomtvisteligt står mit navn på.
Min pause, ja nærmest barsel med mig selv og bloggen her, har været en gave. En vidunderlig gave, hvor jeg har haft tid til at komme ned i gear og være til stede. En kæmpe gave til mig, fordi jeg har haft tænketid, oplevelsestid, kvalitetstid. Tid til at søge drømmejobbet, arbejde med det intuitive, det kreative og set nogle skønne mennesker. Og vigtigst af alt OVERSKUD til at være der for min familie. Det havde jeg ikke meget tilbage af, i slutningen af mit forrige job. Faktisk var jeg en ret slatten karklud, der gik på ferie og rejste til dagpengeland.
Vil jeg anbefale andre i en lignende situation en arbejdspause?
Jeg vil altid råde andre til at forlade noget, der ikke fungerer. Arbejde, job, relationer. Det er svært og kræver mod og tilløb, men belønningen i sidste ende er det værd. Det er dog nogle ting, man skal gøre op med sig selv, hvis man rejser ud i jobsøgnings og dagpengeland. Min største udfordring har uden tvivl været den mistillid, hele ledighedssystemet emmer af. Regler og regler for reglernes skyld. Lange møder med andre ledige og samtaler med halvdøde sagsbehandlere, der ville have haft utrolig godt af en lang pause for mindst 10 år siden. Min følelse af at være utilstrækkelig og nasse på den formue, jeg selv har betalt en pæn sum penge til gennem mit arbejdsliv.
Jeg er glad for, at jeg i min ledighedsperiode har haft en familie, yoga, løb, mine ture i skoven. Det har gjort, at jeg har kunne føre en indholdsrig hverdag. For ellers var jeg blevet kuk-kuk at jobsøgningsformularer, blanketter, tro/love regler og accept af samtlige ændringer i min jobplan. Jeg synes det er fornemt, at der findes så fint et sikkerhedsnet i Danmark. Det er jeg meget taknemlig for. Men jeg har til tider savnet en anstændig behandling af de personer, der for en periode i deres liv, er på gennemrejse i dagpengeland. Dagpengeland er ikke for charterturister, der ikke har overskud eller evnerne til at lære spillereglerne at kende. For der er mange, og de giver ikke nødvendigvis mening.
Jeg er dybt taknemlig for, at have landet JOBBET.
Endda i rimelig rejseafstand fra vores hjem. Med regeringens nye udspil, om at ledige skal sige ja til job i hele landet, kunne jeg have risikeret et job i Herning mere end 300 km fra vores hjem. Det havde givet nogle seriøse udfordringer ift logistik, madpakker og skolebørn – for ikke at tale om en mand, der så var blevet ledig i stedet, med mindre en af os indvilgede i, at pendle de plus 300 km. Hver dag. Jeg undrer mig over, så mange politiske udspil der konstant udrulles på dagpengeområdet, specielt fordi det kommer fra danske politikkere, der aldrig selv har besøgt dagpengeland. Måske skulle jeg starte et nyt erhverv og blive turguide i dagpengeland? Nej det er gas – for jeg er mægtig glad og stolt over, at jeg fra August, i stedet skal være tropfører i Arbejdsland. For dagpengeland kommer jeg næppe til at savne.
PS: Jeg tror der er flere veje til sit drømmejob, som næppe behøver at gå gennem dagpengeland. Men jeg havde behov for pausen for at grave dybere i mig selv og finde ud af, hvad der er rigtig for mig. Lige nu. For den slags preferencer har det jo med at ændre sig. Smil. I nyhedsbrevet for August skriver jeg mere om hvor og hvad jeg skal i gang med. Du kan skrive dig op, og til hver en tid afmelde dig igen.
