mandag den 1. juli 2019

Vil du babbe mine filetter?

Hold øje med kagerne i ovnen. Lav en cupcake-dej mere. Vasker du lige denne her af? Vi mangler postkort herovre. Marie, der er en pige der spørger, om du vil skrive en hilsen. Er der nogen, der lige tørrer bordet af? Er du også ved at være virkelig sulten? Hvor længe er det siden, vi har spist? Annemette og Ditte, I skal på scenen, og det er lige nu. 
Jeg har i weekenden været en tur på messe. Messen hedder Kreative Dage og foregår i Frederecia. Jeg var afsted sidste år også, og det blev på mange måder startskudet for mit retningsskift indenfor kreativ, digital beskæftigelse. Det var nemlig her, jeg først besluttede at lave video fra et event. Filmen jeg lavede i 2014(kan findes her), som hovedsagligt fokuserede på Annemette Voss’ stand, har messen brugt på deres hjemmeside det sidste år, og i år hyrede de mig til at lave en stemningsfilm, der dækkede hele messen. Det var selvfølgelig super fedt, og jeg glæder mig til at få den klippet sammen.
Udover at jeg i år var ansat af messen, var jeg igen i år med Annemette Voss. Sidste år var der kun Annemette og jeg på standen, og hold nu fast, hvor løb vi stærkt. Vi kunne knap følge med. Vi var derfor fem afsted i år, hvilket lettede presset en anelse. Vi havde allieret os med en af dette års bagedyst-deltagere, Ditte Julie Jensen samt Annemettes mor Ingelise og praktikant, Pernille. Trods den gevaldige opgradering i antallet af mandskab på standen, måtte vi igen i år løbe rigtig rigtig stærkt. Det har været en tough weekend, men ikke desto mindre VILDT sjovt! Jeg tror helt ærligt, jeg kunne være faldet i søvn stående, da jeg kom tilbage til Vejle i går aftes.

Det hele har været rigtig vellykket. Selve messen gik fantastisk, og vi havde denne gang lejet en lejlighed i Fredericia, hvor vi boede Annemette, Ditte, Pernille og jeg. Vi klinger godt alle fire, så vi har hygget os SÅ meget. Jeg kom torsdag aften, og det var første gang, jeg mødte Ditte og Pernille. Under 24 timer efter medvirkede Ditte og Annemette i mit 10.000 subscribers livestream på min youtube-kanal – hvilket, jeg synes, var ret friskt, især af Ditte, jeg kun lige havde mødt. Det gik så godt, og hvis I skulle have lyst til at se de pæne kage-tøser på slap line, foregår det lige her.
Tak til alle, der kom og sagde hej denne weekend! Det er altid en kæmpe fornøjelse at møde jer, og jeg sætter stor pris på, I har lyst til at følge mit arbejde både her og på Youtube.


https://list.ly/list/3Qb4-fotografi
kl. Ingen kommentarer:

Nu er tiden inde til den skal ind i min mund

Mit bøjlehelvede er ovre, og jeg er lykkelig. Jeg har glædet mig uendelig meget. Hvor slemt kan det være at have bøjle, spørger uvidende mennesker, der ikke selv har haft metal i hele munden? I frygt for at lyde som en forkælet møgunge, bliver jeg simpelthen nødt til at sige, at det er en daily struggle – and the struggle is real. Og ja, jeg ved udemærket godt, at der sker tusinde andre mere forfærdelige ting rundt omkring, men hvis jeg må have lov, bare for en stund, ikke at kigge spor længere end udover min egen lille næsetip, var det frygteligt at have bøjle på.
Ganske kort om mit bøjleforløb. Jeg startede for et år siden, hvor jeg fik nogle plastikskinner kaldet Invisalign. Dem skullle jeg gå med i et halvt år, og det gik rigtig fint. Da det halve år var gået, spurgte de mig, om jeg var tilfreds. Det var jeg næsten. Jeg spurgte, hvad der skulle til for at rette overmunden en anelse mere. Til det svarede de, at jeg kunne få togskinner i overmunden, og at det let kunne klares på 6-12 uger. 6-12 uger tænkte jeg – det var jo ingenting. Så jeg sagde pænt ja tak og lod dem fylde min mund med metal. Da jeg seks uger senere kom til tjek, sagde de, at jeg nu også skulle have på i undermunden, og de kunne ikke længere give mig en tidshorisont – det ville de vente med at give mig, til jeg kom tilbage i slutningen af august. På daværende tidspunkt havde jeg ellers regnet ud, jeg ville være færdig senest midt i juli. Kæmpe nedtur. Efter de satte togskinner på i undermunden drillede det i flere måneder. Min mund var konstant revet op, og det ene sår afløste det andet. De sidste par måneder er dog gået lidt bedre, og jeg var begyndt at kunne se en ende på det.
Men for real. Togskinner er et helvede, især når man er 18 år gammel. Men hvad er det egentlig, der er så slemt, spørger de stadig uvidende? Jo, nu skal I høre;
  1. Metallet flænser din mund. Ja, man kan ligeså godt forberede sig på, at togskinner pløjer hele munden op. Det gør skide ondt, og i mit tilfælde stoppede det altså ikke lige efter en uge. Derudover får du bare virkelig ømme tænder.
  2. Halvdelen af din frokost(eller andre måltider) har det med at sætte sig i bøjlen – og der er simpelthen kun få ting i verden, der er mere ulækkert, end når nogen har mad siddende i tænderne. Ad. Nej, jeg gemmer ikke resten af min sandwich i tænderne, fordi jeg risikerer at blive sulten senere, thanks for asking, men pisse god joke ellers… No.
  3. Du render til tandlæge hele tiden. Stikker der metaltråd ind i kinden på dig? Er tråden gået op? Er du løbet tør for elastikker? Uanset hvad det måtte være, er eneste mulighed at tage et smut forbi tandlægen. Du kan tro, man kan nå at blive gode venner.
  4. Du føler dig lidt som en 12-årig. Det er selvfølgelig ikke så slemt, hvis man er 12… Men er man 18 år gammel, som jeg selv, er det ikke top nice. Dette har faktisk været det værste, hvis du spørger mig. Jeg var for nogle uger siden i byen på Sunday i København, og aldrig har jeg følt mig så flov. Vi stod på denne her lækre lækre bar, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg havde bøjle på, og folk måtte tro, jeg var minimum fem år for ung til at være der. Jeg er normalt ikke den generte type, spørg hvem som helst der kender mig, men aldrig har jeg følt mig så malplaceret, og aldrig har jeg oplevet, at jeg nærmest ikke turde åbne munden.
Alle disse ting er årssager til, at jeg har glædet mig helt ufatteligt, til jeg var færdig. Hvor mange af jer har haft bøjle på? I er meget velkomne til at dele tips og erfaringer i kommentarfeltet til alle dem, der måske står og skal til at igang med forløbet. Desuden får min bror sin bøjle af om 14 dage, så hvis det har interesse, overvejer vi at lave et Braceface Tag på min YouTube-kanal. Er I interesserede i det?
kl. Ingen kommentarer:

Jeg har været sammen med en labrador i en elevator

Jeg har oplevet en mere eller mindre markant forandring på det sidste, i det både min youtube-kanal og min instagram for få uger siden har ramt 10.000 – tillad mig at udråbe et kæmpe TAK i denne forbindelse – en forandring i de tilbud jeg får fra firmaer og sponsorere. Jeg har på fornemmelsen, at mange firmaer sorterer instagrammere og youtubere fra, der har under 10.000 abonnenter/følgere, og i det barrieren brydes, befinder du dig pludselig i søgelyset hos en masse firmaer, der vil sende dig det ene, det andet og det tredje. Jeg modtog førhen jævnligt tilbud fra firmaer, der var interesserede i, at jeg gjorde reklame for deres produkter, men det drejede sig måske om et par gange om måneden. I de 14 dage der gik, efter jeg rundede de 10.000 har jeg fået syv-otte sponsortilbud. Jeg har sagt nej til de fem.

Noget helt andet, når det kommer til sponsoraftaler, er nemlig, at man efter min mening skal være ekstremt påpasselig med, hvad man siger ja til. Jeg er i høj grad interesseret i at reklamere for produkter der har relevans for det, jeg laver, og som samtidig kan gavne mine følgere. Af samme årssag siger jeg pænt nej tak til mange hudpleje/makeup produkter, da det ingen sammenhæng har, med det jeg laver. Derudover kunne jeg aldrig finde på at reklamere for noget, jeg ikke selv syntes var godt. Jeg indrømmer dog, at det af og til kan være svært at sige nej til et tilbud, hvis du egentlig godt selv kunne tænke dig produktet, og hvis du måske endda får penge for det. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at man oftest ikke kun får produktet, men også får en sum penge for at gøre reklame, da det jo er ganske almindelig reklame, ligesom hvis et firma betalte for at have en reklame for deres produkt i biografen eller på et busstoppested. 

 Så du står jævnligt i en situation, hvor du kan se pengene for dig, men bliver nødt til at takke nej, da det ville slide på din troværdig, hvis du lavede reklame for noget, der ikke gav mening i forhold til de ting, du laver. Man bliver selvfølgelig aldrig nødt til at sige nej, men jeg går personligt rigtig meget op i hvad og hvor meget, jeg gør reklame for og sørger generelt for at holde graden af sponsorede posts på for eksempel instagram nede.
kl. Ingen kommentarer:

En dag går jeg i seng med en Panda

Det er så evig vigtigt, at vi husker at komplimentere og anerkende hinanden. Ikke for ingenting. Vi skal ikke finde på noget godt at sige, men derimod huske at sige det, når vi helt naturligt tænker det. Vi skal blive bedre til at sige pæne ting, og det drejer sig ikke kun om at skrive “smuk”, når nogen opdaterer deres profilbillede på Facebook.

Jeg er opdraget til at holde mund, hvis ikke jeg har noget pænt at sige, men det er langt ligeså vigtigt, hvis ikke endnu vigtigere, at sige, når man tænker noget positivt. Jeg ved med mig selv, hvor glad jeg bliver, helt ind i maven, hver gang nogen giver mig et kompliment. Jeg stræber derfor efter virkelig at sige til folk, hvis jeg tænker noget godt om dem. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er en fremmed på gaden eller din bedste ven. Jeg har selv stoppet folk på gaden eller sagt til en ekspedient, hvis jeg bare syntes, deres hår var vildt lækkert, ellers hvis jeg var vild med deres stil. Og ja, i starten kan det godt føles mærkeligt, men det er helt tydeligt, hvordan folk lyser op, når de får et kompliment, også, og måske især, hvis det kommer fra en fremmed.

Jeg tror på, at vi alle sammen ville være gladere, hvis vi i højere grad anerkendte hinanden. Man ville få en større lyst til at gøre noget ud af sig selv, sin skole eller sit arbejde, hvis man vidste, nogen bemærkede og anerkendte det. Helt egoistisk betragtet, bliver man altså også gladere af at gøre andre glade. Så tillad mig at slå et slag for komplimenterne og den positive tone. Lad os minde hinanden om, at vi er smukke og dejlige og i fællesskab skabe en rarere atmosfære. Der i denne her sammenhæng ikke særlig langt fra tanke til handling, så gør noget ved det! Vi skal derudover måske også blive bedre til at modtage komplimenter og tro på dem, når vi hører dem. Men det tror jeg faktisk kommer helt af sig selv, hvis blot vi vænner os til at sige det, når vi tænker noget positivt.
kl. Ingen kommentarer:

Min læge sagde jeg er halv ged

Siden i torsdags har jeg haft den fedeste følelse i kroppen. Jeg har officielt registreret mig som virksomhed. Jeg har det sidste halve år, udover mit job i Legoland, arbejdet som selvstændig film-maker for diverse firmaer. Heriblandt OBH Nordica, Miele, Stub by Stub, Annemette Voss og Kreative Dage. Der er nogle beløbsgrænser og regler for, hvor meget du må tjene, før du har pligt til at oprette dig som firma og blive momsregistreret. Det kan jeg med nød og næppe holde mig under i år, men fortsætter udviklingen, som den har gjort de sidste seks måneder, kommer jeg ikke til at kunne det næste år. Jeg tænkte derfor, at det var på tide at gøre det helt officielt.
Jeg tog den anden dag en snak med min skole om mit film-arbejde, og de var meget begejstrede. Nu er jeg jo også heldig at gå på en handelsskole, hvor de generelt lægger meget op til, og forsøger at gøre os klar til, at vi skal starte vores eget. De er derfor meget opbakkende omkring at starte så tidligt som muligt, og var rigtig søde til at gøre opmærksom på, at de naturligvis ville hjælpe mig, alt hvad de kunne. Lige overfor vores skole ligger noget kaldet Idea House. Udover at lægge lokaler til skolens mediefagsundervisning, er det også samlingspunkt for 40 selvstændige virksomheder, drevet af unge mennesker. Ruben, som står for meget af elevkontakten på Campus, sagde derfor, at jeg da bare skulle tilknyttes Idea House. Det betyder, at jeg nu har mulighed for at tage derned og arbejde, anytime I want, og at jeg har mulighed for at låne af alt deres udstyr – og de går bestemt ikke ned på udstyr. Idea House er også udstyret med lydtætte rum til optagelse af speaks, greenscreen faciliteter og studier til filmoptagelse. Derudover betyder det, at jeg har muligheden for at komme i et miljø med andre unge, der har startet deres eget, og dermed har nogle at spørge, hvis der opstår udfordringer i opstarten eller hvad ved jeg. Jeg er meget begejstret!
Status lige nu. Min næste planlagte opgave er en serie film for Bo Bedre, der gennemsnitligt har 400.000 læsere om måneden både i deres blad og på deres hjemmeside(!!), i samarbejde med Odense Marcipan og Annemette Voss. Det sidste år har været for vildt, og jeg har fået så mange nye, fede muligheder, opgaver og oplevelser. Rent fagligt tror jeg også, det gavner mig super meget. Alt det, vi lærer om markedsføring og drift af virksomheder i afsætning, virksomhedsøkonomi osv, er noget, jeg nu får lov at prøve i praksis. Janteloven ud af vinduet, er jeg helt vildt stolt og glad. Jeg er SÅ spændt på at se, hvad den næste tid bringer. Jeg håber, I har lyst til at følge mit lille iværksætter eventyr.
kl. Ingen kommentarer:

Er jeg den eneste med slim i bagenden?

Det er uden tvivl emner, alle har en holdning til, og emner, hvor man af og til skal passe på, hvad man siger. Det har jeg ikke lige umiddelbart tænkt mig, men lad mig starte med at sige, at dette blot er min holdning og mine erfaringer, jeg forsøger på ingen måde at sætte et facit. 
Jeg synes faktisk, det er iorden, der er kropsidealer. Jeg synes naturligvis, at det er negativt, at selv samme kropsidealer kan drage især unge piger til spiseforstyrrelser eller et generelt usundt forhold til mad. Jeg synes, det er positivt, at vi har et ideal at se op til, noget vi kan stræbe efter, så længe den stræben ikke tager overhånd. Jeg synes, det er forkert at lære børn og unge mennesker, at det er ligeså godt at veje 50 kilo for meget, som det er at være slank. For det er i langt de fleste tilfælde væsentlig sundere for din krop og dit helbred at være slank. Hvis der ikke fandtes kropsidealer, ville vi formentlig føle et mindre pres, men hvis vi i højere grad var ligeglade, er jeg bange for, at mange flere ville overspise og ende med at blive syge.
Jeg er stor tilhænger af, at man skal være tilfreds med den krop, man har. Dette er bare ikke ensbetydende med, at jo mere der er af en, jo mere er der at elske. For mig handler det om, at være glad for de ting, man ikke selv kan ændre på. Det handler ikke om at acceptere, hvis man selv er skyld i at være blevet tyk. For mig virker det som en undskyldning, for ikke at behøve at gøre noget ved det.
Desuden synes jeg helt overfladisk set, at det er pænere at være slank. Jeg taler ikke om at være model-tynd eller helt udmagret, på ingen måde. Det er heller ikke fordi, man ikke kan være smuk, selvom man er overvægtig, det kan man da sagtens, men de ville formentlig ikke blive grimmere af at komme af med deres overvægt. Det handler selvfølgelig aller mest om fysisk sundhed, udseendet følger bare ofte med i denne sammenhæng. Det handler ikke om, om man har et par kilo ekstra siddende, men om man generelt lever sundt. Jeg tror også, at det er lettere at være tilfreds med sin krop, hvis man lever sundt, spiser ordentligt og dyrker sport.
Nu kan det let være kommet til at lyde som om, jeg selv opfylder alt det her, men det er desværre ønsketænkning. Jeg er ikke tilfreds med min krop og kan ikke huske nogensinde rigtig at have været det. Jeg burde leve et sundere liv. Hvis jeg gjorde det, tror jeg også i langt højere grad, jeg ville være tilfreds med mig selv og min krop. Jeg ved godt, det er sindssygt svært! Jeg har været on/off på kur siden jeg var 10-12 år gammel. Jeg er slem til at finde på undskyldninger for, hvorfor det ikke bliver lige nu, jeg får lagt mine vaner om og får taget mig sammen. Lige pt er undskyldningen, at jeg har for meget andet i hovedet – som skole, arbejde, film, virksomhed og veninder – til at kunne overskue det, men jeg skal helt sikkert snart tage mig sammen…

kl. Ingen kommentarer:

At slikke er sku hårdt ved kæberne

Men det er jeg jo alligevel ikke rigtig. For jeg følger da spændt med, når Marie Jedig, Sillewho, Amalie Wessel eller en helt fjerde teaser for en ny tilføjelse, de har gjort sig til deres i forvejen lækre garderobe. Det slog mig pludselig, hvor lidt “tankevækkende” indhold der er på mange af de danske blogs, og hvor tung en overvægt der er af modeblogs. Der er selvfølgelig også blogs med masser af fornuftigt indhold, og jeg følger nogle vildt dygtige modebloggere, så det er bestemt ikke for at underkende denne genre. Det er ikke for at sige, at modeblogs ikke har indhold, for det har de da i høj grad – det er bare ikke den slags indhold, jeg i denne sammenhæng tænker på. Der er i mine øjne alt for langt mellem blogs med spændende og relevant indhold, der giver stof til eftertanke. Når jeg foreksempel kigger ned af en af de utallige facebook sider for blog-deling, er det overskrifter som “Min julegave fra mig til mig. De smukkeste støvler, du nogensinde kommer til at se!”, “Outfit på bloggen i dag: min nye deep v t-shirt og mine nye Michael Kors taske in action<3” og “Nytårs kjoler på bloggen.” der møder mig. Jeg siger ikke, at disse ikke er gode indlæg, og det er bestemt ikke min hensigt at hænge nogen ud, men der er ingen af de overskrifter, der får mig til at tro, at det er et dybt og velskrevet(selvom det sagtens kan være det) indlæg med anledning til eftertanke. Det er sikkert en super lækker taske og nogle super fede foreslag til nytårskjoler, men jeg antager, at det at læse de indlæg, ikke skubber til mig som menneske, eller får mig til at overveje og spekulere over ting. 
Da jeg kiggede ned ad siden med de mange modeorienterede blogindlæg, faldt jeg dog over en overskrift, der lød således “Når ens far har en favorit iblandt sine børn.”. Jeg læste indlægget omhandlende en pige, hvis lillesøster altid havde været farens ynglings. Det var ikke noget, der blev lagt skjul på, og det var noget, hendes far snakkede åbent om. Hun fortæller om, hvordan det var for hende, og hvilken påvirkning det har haft på hende. Dét var da noget, der satte tanker igang. Og de er der, de meningsfyldte indlæg, det er de da – der er bare efterhånden langt imellem dem. Der findes desuden mange fede foto-, rejse- og livstilsblogs, men på sider som for eksempel Facebook, drukner de i ligegyldigheder. 
Jeg stræber efter oftest at lægge indlæg ud, der sætter nogle tanker igang, og som får en til at tænke over nogle ting en ekstra gang, indlæg der skubber lidt til folk, eller provokerer ved at dele nogle rimelig klare holdninger, som det måske ikke er alle, der er enige i. Jeg skriver dog stadig om min uddannelse, min virksomhed og også lidt om det at være ung. Det hænder også, at der bliver vist et outfit eller en ny taske, men jeg forsøger at gøre det i et omfang, hvor det ikke er det, der præger min blog, men blot er et ekstra indlæg mellem de andre, forhåbentlig, interessante indlæg.
kl. Ingen kommentarer:

Bab mine kasser

usindvis af mennesker. Musikken spiller. Alle smiler. Vi danser. Vi griner. Solen skinner ned på os. Musik. Smil. Dans. Latter. Solskin. Det er her, jeg stopper op. Jeg trækker vejret dybt og tager det hele ind. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så helt igennem lykkelig. Lige dér har jeg kun ét ønske; at dette øjeblik vil vare evigt. 
Det kan jeg lynhurtigt afsløre, at det ikke gjorde. Men i det jeg sidder og skriver denne tekst, kan jeg mærke følelsen igen, huske stemningen helt tydeligt. Oplevelsen var på Roskilde Festival 2015 til koncert med Florence and the Machine. Ingen ved helt præcist, hvad lykke er, men jeg er helt sikker på, at jeg var lykkelig den dag. Ægte lykkelig. Det er den absolut bedste koncertoplevelse, jeg har haft i mit liv – selvom jeg har været til rigtig mange gode.

Det var en varm eftermiddag på festivallen, og min veninde, Asta, og jeg besluttede at trodse hedebølgen og drage mod orange scene. Vi synes begge to at have hørt nogle radiohits med bandet og tog derfor hen for at høre dem. Jeg kom helt uden forventninger, og det var måske det, der var med til at gøre det til den oplevelse, det var.  Vi kom ikke mere end et kvarter før koncerten, men kom på ganske mirakuløst vis i Pitten. Til de, der ikke har været på Roskilde og ikke ved, hvad pitten er, forklarer jeg det lige kort. Der er to pits, eller områder, foran den største scene på Roskilde. De er adskilt med hegn, og der bliver kun lukket et begrænset antal mennesker ind, for at undgå, at de forreste bliver mast på grund af den somme tider massive skubben bagfra. Normalt skal man stå i kø ret længe for at komme i pitten, men grundet den slemme varme på dette års festival, var mange blevet i skyggen, og vi kom derfor ind. Dette gjorde, at vi stod forholdsvis tæt på scenen.

Da Florenze, forsangeren, først gik på scenen, lagde hun meget ydmygt ud med at takke, fordi hun havde fået lov at spille. Hun var iført flagrende hvidt tøj og bare tæer. Hun havde ikke synget mere end et par sange, før hun løb ud blandt publikum og sang en sang dér, før hun vendte tilbage til scenen. Hun var så nærværende. Musikken var fantastisk, og det er ikke første gang, jeg oplever at komme til en koncert og finde ud af, jeg kender mange flere numre, end jeg havde regnet med. Dette var også tilfældet denne dag. Hun gjorde det ekseptionelt godt, og da hun havde spillet et stykke tid og alle folk var varme og glade, holdt hun en pause for at dele et par ord med os. Hun snakkede om at værdsætte livet og værdsætte hinanden. Om at huske at være glad og få det bedste ud af hver dag. Jeg ved ikke om det var varmen, hende, musikken, crowden eller festivallen i sin helhed, der gjorde det, men det føltes næsten magisk. Hun sluttede sin tale af med at bede os kigge hinanden i øjnene og omfavne hinanden. Det gjorde vi. Det var et øjeblik, jeg vildt gerne ville have haft på film, men som jeg er utrolig glad for, jeg bare lod mig selv opleve, uden at have travlt med at filme det. Asta og jeg var begge tæt på tårer, som vi stod dér i solskinnet og omfavnede hinanden foran orange scene.

Musikken startede igen, og alle dansede atter videre. Det var her, jeg stoppede op. Jeg træk vejret dybt og tog det hele ind. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde følt mig så helt igennem lykkelig. Lige dér havde jeg kun ét ønske; at dette øjeblik ville vare evigt.
kl. Ingen kommentarer:

Jeg kan ikke mere - foto jomo

Det lykkedes mig desværre ikke at blive en del af den såkaldte “Balmain Army”, da H&M x Balmain samarbejdet i går blev released. Jeg havde ellers haft øje på et item fra kollektionen, jeg gerne ville have haft fingrene i. De sidste 24 timer har net-aviserne glødet med artikler om unge piger og drenge, der har campet foran de udvalgte H&M forretninger, der forhandlede kollektionen. Jeg åd dem rådt, altså ikke camperne, men artiklerne. I min læsning faldt jeg over en artikel, jeg troede handlede om køen til H&M x Balmain, men som viste sig at omhandle køen til H&M x Isabel Marant. 

 Journalisten havde snakket med flere i køen. De vidste selvfølgelig alle sammen præcis, hvad de gik efter, når dørene blev slået op. Og hvad så, tænker I? Hvad er forskellen på det blot to år gamle designsamarbejde og det, der blev released i går. Jo, ser I, den markante forskel er, at de forreste i køen til H&M x Isabel Marant i 2013 havde stået der siden klokken fem om morgenen. Det er næppe gået nogens næse forbi, da det lettere chokerende fact er blevet delt flittigt på nettet de seneste dage, at de forreste i køen i går havde stået i kø i tre dage. TRE DAGE. Er jeg den eneste, der synes, det er helt sindssygt. Alligevel ikke sagt, at jeg ikke helt forstår dem, for hvis jeg nu for eksempel var igang med mit sabbatår og ikke gik i skole, ville jeg ikke udelukke, at jeg kunne have fundet på det samme. Men vildt er det uden tvivl.

Der er gået hype i den, og det synes jeg er lidt synd. Måske lidt fordi jeg stadig ærgrer mig over ikke at have fået fingrene i noget fra den hypede kollektion… But still. Desuden er resell, altså at få fat i et hypet produkt og sælge det videre til en højere pris, blevet irriterende populært. Det er naturligvis helt op til dem selv, hvad de gør med det tøj eller de sko, de køber, men hvor er det et eller andet sted ærgerligt. Den silke jakke, jeg havde håbet at få fat i fra kollektionen, kostede 699, nu bliver den solgt videre til minimum 1500. Det var ikke lige det, mit budget var til. Jeg er helt vild med H&Ms designsamarbejder, men jeg tror ikke, jeg de næste mange år får mulighed for at købe noget derfra. Jeg har ikke tid til at campe på gaden, eller råd til at betale vilde overpriser efterfølgende, og hvis kø-tiden er gået fra fire timer til tre døgn på to år, hvor skal det så ikke ende. Jeg håber, at det er en fase, Danmark er i lige nu, og at det at campe for tøj eller sko er en trend, der stille og roligt går over igen.
kl. Ingen kommentarer:

Jeg sutter gerne

Jeg var i weekenden en tur i København(vlog coming soon). I søndags var Annemette Voss og jeg, sammen med en masse andre blogger/instagram/kage-damer til event hos app-magasinet Lækkerier. Eventet blev holdt i anledning af, at de i søndags udgav deres jule- og nytårsnummer. Det var Casper Sundin, dessertkok på Søllerød Kro, der kreerede de lækre desserter til os. Da vi kom til Frederiksberg, hvor eventet blev afholdt, fik vi alle sammen morgenkåber på og efter en kort præsentation af alle de deltagende, blev vi vist ind i lokalet ved siden af og sat til bords. Her ventede, hvad der lignende en morgenmadsbuffet. Det viste sig dog at være desserter – forklædt som morgenmad. Det var SÅ underligt, og det var svært at vide, hvad man skulle forvente at få ind i munden, når man sad og kiggede på noget, der mindede om spejleæg og toast, men som blev præsenteret af Casper som mousse og sandkage. Også helt simple ting som salt og peber var skiftet ud med krystaliseret hvid chokolade og en slags cookie-krummer. Herefter fulgte en lang række lækre desserter, og I kan tro, vi morede os.
Men det var ikke kun desserterne, der var interessante, også selskabet var propfyldt med interessante kvinder. Flere af dem er store på instagram, og har profiler, jeg har været forbi mange gange, så det var utrolig sjovt at få sat ansigt på. Jeg sad ved siden af Annemette Voss og Frederikke Wærens. Det var første gang, jeg mødte Frederikke, og hun er vildt cool. Frederikke er super-instagrammer og har profilen @frederikkewaerens med over 174 tusinde følgere. Hun har øje for det flotte motiv, og hendes instagram er derfor også super super smuk. Alt i alt var det et rigtig fedt arrangement, og jeg var super glad for, jeg fik muligheden for at deltage!
kl. Ingen kommentarer:

Ja fylde æ hoved! Det ka´en finne uf aw

Det er pudsigt, som ens holdning til forskellige ting ændres gennem livet, som man oplever og erfarer nyt. Jeg har snakket med flere af youtuberne om det her med nu at være blevet kollegaer med nogle, man selv har fulgt førhen. For mit vedkommende har det måske ikke drejet sig så meget om YouTube, men i højere grad om nogle af de danske bloggere. Det er dog mest fordi, jeg først i år, da jeg begyndte at date en youtuber, opdagede hele youtube-kulturen.
Da jeg var yngre(lige fra da jeg var helt lille til starten af 2015), syntes jeg, det var super fedt at møde kendte mennesker, og ville meget gerne have både billeder og autografer. Det var faktisk ligegyldigt, om det var en musiker, skuespiller, realitystjerne eller en politiker, jeg rendte ind i. Jeg har dog altid syntes, at det var klart fedest at møde, de kendisser, jeg syntes var rigtig dygtige, til det de lavede – no wonder. Der gik bare lidt sport i den. Nogen samler på frimærker, andre på pokemon kort, og jeg samlede på kendis-selfies. Og den blev ret stor, hvis jeg selv skal sige det, ha ha. Jeg tror endnu ikke, jeg har haft et år, hvor jeg er stødt på så mange berømtheder, som jeg har i 2015, men i år har det bare været noget andet. Jeg har ikke længere følt, jeg kunne tillade mig at prikke dem på skulderen for et billede eller en autograf.
Det, der for alvor ændrede min holdning til det, var formentlig, at jeg blev kærester med Rasmus(Rasmus Brohave, youtuber red.). Pludselig oplevede jeg hele fan-kulturen fra den anden side. Jeg har drevet min blog i nogle år efterhånden, og jeg har da også oplevet at blive hevet fat i af folk, der fulgte den, men på ingen måde i samme grad, som jeg så, Rasmus gjorde. Man var slet ikke i tvivl om, at mange kendte ham, når vi var ude. Folk tog billeder, både af og med os, hviskede, når vi passerede dem, og nogle fulgte sågar efter os. Det var rigtig mærkeligt at opleve. Mit job med alt mit film har også bragt mig til mange events i løbet af året, i selskab med en masse dygtige mennesker, jeg for et år siden vildt gerne ville have haft et billede sammen med. Pludselig var det bare events, hvor det ville virke mærkeligt og upassende, hvis jeg stod super fan-girl agtigt og bad om et billede, oveni det havde jeg også set, hvordan det noglegange kunne virke på dem, der blev bedt om et billede, så jeg følte lige pludselig ikke længere, jeg kunne tillade mig det.
Jeg har dog gjort en enkelt undtagelse, da jeg i København i sommers rendte ind i Marie Jedig, hvis blog jeg har fulgt, siden jeg var 13-14 år. Jeg havde da også en rimelig optursagtig feeling, da Johanne Kohlmetz begyndte at følge mig på instagram, da også hun er en af de første bloggere, jeg nogensinde fulgte. Jeg har set op til især de to dygtige damer rigtig længe, så i lige præcis de situationer, kan jeg selv blive en anelse fan-girl agtig, ha ha. I de fleste tilfælde handler det også i høj grad om at gøre eller være det på den rigtige måde. Jeg ved ikke noget bedre, end når nogen hiver fat i mig og siger, de følger min blog eller ser mine videoer. Jeg synes også, det er mega cool, når nogen vil have taget et billede med mig, i hvert fald når de ved, hvad jeg laver. Jeg er jo ikke interesseret i, at folk bare ved, hvem jeg er, til gengæld vil jeg rigtig gerne have, at folk ved, hvad jeg laver og forhåbentlig finder det interessant. Så bliv endelig ved med at sige hej, hvis I følger med!
kl. Ingen kommentarer:

Nu er det nok!! Frem med dem

Det kan næppe være gået nogle vejlenseres næse forbi, at en ny hjemmeside den sidste uges tid har skabt stor debat. Det er hjemmesiden rateandchill.com, der rangerer Vejles piger efter udseende, der her er tale om. Hjemmesiden fungerer sådan, at to Vejle-pigers profilbilleder bliver vist overfor hinanden, og vedkommende, der er gået ind på hjemmesiden, vælger så, hvem de synes er pænest. Når dette er valgt kommer to nye piger frem på skærmen og pigen man havde valgt fik point, mens den anden rykkede ned af ranglisten. Indtil i fredags blev et udsnit af pigerne på siden vist på to lister. En liste med de piger, der havde vundet flest kampe, kaldet “Top Bitches” og en liste med de piger, der havde klaret sig værst, kaldet “Bottom Hoe’s”.
Jeg var sammen med to veninder i torsdags, da en fælles veninde sendte os et link til siden. Da vi først åbnede siden, var ingen af os at finde på hverken den ene eller den anden liste, men det var med hjertet helt op i halsen, vi gik bundlisten igennem. Vi var alle tre vildt bange for at se vores eget navn. Da vi begyndte at klikke gennem nogle af billederne for at se, hvem af vores veninder der var blevet tilføjet siden, stod vi pludselig overfor vores egne billeder, og der gik ikke længe, før samtlige af mine veninder og jeg selv var at finde på listerne. Der var heldigvis ikke nogen af os, der endte på bundlisten, men jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ked af det, jeg ville have været, hvis det havde været tilfældet.
Jeg besluttede fredag at gå til politiet. Jeg havde på dette tidspunkt fået så ondt i maven over, at de 50-100 piger på bundlisten blev udstillet på den måde, at jeg følte mig nødsaget til at undersøge, om jeg kunne gøre noget ved det. Jeg var ikke klar over, om de gjorde noget ulovligt, men jeg vidste, det der foregik ikke var okay. Da jeg henvender mig på politistationen i Vejle og forklarer dem hele situationen, føler jeg, de negligere det. Politimanden siger, at han da godt kan se, det er lidt træls at ligge på den dårlige liste, men spurgte, hvad han dog skulle gøre ved det. Det er også muligt, at politiet vitterligt ikke havde mulighed for at gøre noget, men jeg følte ikke, jeg blev taget ligeså alvorligt, som jeg syntes, det var. Han fortalte mig, at vi kunne hyre en advokat og lægge sag an, men det ville kræve både tid og penge, før han afsluttede vores samtale ved at grine lidt og sige, at jeg da ikke skulle tage det så tungt “Jeg lå jo på den gode liste”. Jeg skal ikke kunne sige, om han bare har ment det i sjov, men jeg finder det ikke desto mindre vildt upassende.
Der er så stor fokus på unge pigers selvværd i dag. Jeg har derfor meget svært ved at forstå, at en sag som denne ikke bliver taget mere alvorligt. Man kan dagligt læse om unge piger med dårligt selvværd, spiseforstyrrelser og piger, der er kede af, hvordan de ser ud. Jeg tror egentlig, alle teenage piger oplever at være utilfredse med sig selv at some point, bare i forskellig grad. Det kan derfor kun skubbe dem i en rigtig uheldig retning, hvis man pludselig havner på en liste, hvor man stemples som værende en af de grimmeste piger i Vejle. Jeg ville være ødelagt, hvis jeg havde fundet mig selv dér. Derudover har en stor del af de unge i Vejle set dit navn der, og jeg ville personligt føle, det var helt vildt flovt og ville både have rigtig svært ved at håndtere at være havnet der, men mindst ligeså svært ved, hvis folk lavede sjov med det.
Jeg brugte resten af dagen fredag på at korrespondere med bagmændene til hjemmesiden via den facebookside, de havde oprettet for sitet. Jeg modtog en lang række flabede beskeder og meget lidt seriøsitet, før det lykkedes mig at få både mig selv fjernet fra den ene liste og få dem til at fjerne bundlisten helt fra siden, så ingen piger længere skulle udstilles sådan. De proklamerer nu, at de fjerne alle, der beder om det, og hvis dette er tilfældet, synes jeg ikke længere, der er noget i vejen med siden, ligesom jeg ikke har noget imod hverken Tinder eller skønhedskonkurrencer, da man selv tilmelder sig begge dele og er med på, at du her bliver bedømt udelukkende på dit udseende. Det er noget helt andet ufrivilligt at blive tilmeldt en åndssvag “konkurrence”, man aldrig har haft lyst til at deltage i.
kl. Ingen kommentarer:
Abonner på: Opslag (Atom)
  • bryllupsreception
    Har Din Drøm Bryllup Uden Stress Regne ud, hvordan du vil have dit bryllup til at gå kan være det første skridt til at beslutte, hvordan man...
  • Rottemanden
    Hjemme i vores lille hus i Humleby, ser jeg pludselig en rotte i vores gård! Jeg går fuldstændig i panik. Jeg tror faktisk det er første ga...
  • Sociale apps: Facebook / Instagram / Snapchat
    jeg taler for tiden en del om skærmtid. Hvor meget bruger vi fx vores telefoner, og hvad bruger vi dem til. Hvilken funktion løser de for o...