lørdag den 15. september 2018

Distortion?


Fredag blev det … hurtigt! For ugen har været sjov, spændende, alsidig og hæsblæsende. Og varm!
Jeg har alle ugens dage kæmpet med varmen: svedig, klistret og til tider tung i hovedet. I morges var jeg endda nødsaget til at starte dagen med en brusende Treo, inden jeg på nogen måde kunne blive et velfungerende menneske. Jeg var i løbet af natten blevet invaderet af et par asfalt- eller betonarbejdere (inde under skallen), der tilsyneladende var på mission ”bryd lortet ned”. Men takket være Treo fik jeg stoppet dem, inden de ødelagde mere, end hvad godt var.
Kroppen er glad for weekend, ingen tvivl om det.
Så mens alle (i hvert fald mange) lige nu danser rundt på gader og stræder med øl i hånden og vilde armbevægelser, sidder jeg herhjemme i bar røv og drikker kaffe. So much for distortion! 😉
I stedet for festlighederne har jeg valgt en rolig fredag aften med hjemmespa … og jeg er ret sikker på, at kroppen er taknemmelig for mit valg. Den trænger i den grad til nedkøling og omsorg.
Det er også derfor, numsen fortsat luftes, og jeg blot har smidt en skøn oversized skjorte over kroppen. For efter den store ‘behandling’, ånder den skønt igen. Og så er der vel ingen grund til at lukke den inde i tætsiddende tøj lige med det samme? 🙂
Måske du har brug for det samme? Lidt nedkøling, omsorg og pleje?
 

Sådan skaber du en skøn hjemmespa


Intro:

  • Sørg for, at du har alt det, du skal bruge, inden for rækkevidde.
  • Sæt dit yndlingsmusik på – alt efter humøret.
  • Tag en kop the, kaffe, juice med dig ud på badeværelset eller et dejligt glas vin og nip løs og hyg dig med det under seancen.
  • Husk også et stort læskende og koldt glas vand – det er et must i denne varme tid.

Nu er du klar til at gå i gang:

Trin 1: Skyl og vask kroppen og håret godt, som du plejer.
Trin 2: Rens ansigtet grundigt med en god ansigtsrens. Gerne 2 gange. Peel huden, hvis den trænger til det, men sørg for kun at bruge et peelingprodukt, der arbejder nænsomt, frem for et der sliber og ødelægger huden.
Trin 3: Smid en maske i håret og masser den godt ind i både hår og hovedbund. Den kan nu få lov til at nære og gøre gavn, alt imens du plejer resten af kroppen.
Trin 4: Eksfolier kroppen, og gør det gerne med en hamphandske eller sæt eksfolieringshandsker. På den måde kommer du mere i dybden, da du kan arbejde længere og bedre med produktet. Din hud vil elske dig for dig … også din cellulitis. Så giv dig god tid og arbejd dig nede fra og op i cirkulærer bevægelser og brug ekstra tid på de steder, du tænker har særlig godt af en kærlig hånd (igen tænker jeg på cellulitis, strækmærker eller lignende).
Trin 5: Skyl kroppen godt af … og masken ud af håret.
Trin 6: Der er nu dømt ’frikvarter’: Stå i zen under bruseren eller dovn den igennem i badekaret – så længe du føler for det. Klokken ringer ikke ind – det kan vare ved så længe, du gider. 😉
Trin 7: Når du hopper ud af badet – enten grundet kedsomhed eller fordi, du er opløst – tørrer du dig godt og grundigt med håndklædet med en fast hånd. Det er godt for blodcirkulationen i huden.
Trin 8: Ansigtspleje: Påfør serum, øjenprodukt og fugtpleje. Bruger du en olie som fugtpleje, kan du med fordel masserer den ind i huden. Brug gerne lidt opadgående bevægelser, så du stimulerer ansigtets muskulatur og dermed hudens elasticitet.
Har du overskud, er det naturligvis også under dette trin, at du lige smider en lækker maske på – FØR serum, øjenprodukt og fugtpleje, hvis altså ikke der er tale om en ’sleep-over-maske’
Trin 9: Kropspleje: Smør og masser dig ind i en skøn kropserum, lotion, emulsion, creme eller olie. Uanset hvad: sørg for at arbejde produktet godt ind i huden.
Trin 10: Voila! Du er nu mega lækker, ny og velduftende – næsten som en babynumse.

Er du nysgerrig efter, hvad jeg selv (i øjeblikket) forkæler mig med af skønne sager, når jeg kaster mig ud i en omgang hjemmespa? 
Jeg tipper om sagerne herunder … 

Psst … lige et særligt tip til dig, der er til distortion og derfor først læser dette indlæg i morgen, ganske givet med tømmermænd: Inden du på nogen måde er klar til at gå i gang med ’introen’, anbefaler jeg dig at starte ud med en ’pre-intro’ i form at et kit bestående af 2 Treo, en kold cola fra køleren og en banan. Så vil du være klar efter 20-30 minutter, hvis altså ikke det er helt slemt med dig, og du ligger med hovedet i tønden.
————————————–
Enkelte produkter, vist i indlægget er sponsoreret i den forstand, at et PR bureau på et tidspunkt har sendt mig produkterne til test. Ellers er produkterne købt og betalt. Som altid og uanset hvad. omtaler jeg kun produkter, jeg selv bruger med begejstring.
Indlægget indeholder desuden ingen affiliate links og jeg bliver heller ikke økonomisk begunstiget på nogen måde.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar