onsdag den 10. januar 2018

Formuestrategi

2200 lærertillidsfolk var tirsdag samlet til stormøde i Odense. Der var stor opbakning til forbundsledelsen og glæde over støtten fra andre dele af fagbevægelsen.

Både Kommunernes Landsforening og regeringen har en langsigtet plan om at gøre op med arbejdstidsreglerne i det offentlige.

Ved den her overenskomst satser Kommunernes Landsforening (KL) alt på at smadre lærernes arbejdstidsaftale. Ved næste overenskomst kommer turen så til pædagogerne og andre faggrupper på det kommunale område.
Det scenarie forudser formanden for pædagogernes fagforening BUPL. Derfor ser han det som helt afgørende, at den øvrige fagbevægelse bakker op om Danmarks Lærerforening i den aktuelle situation.
- Kommer Kommunernes Landsforening igennem med deres planer overfor lærerne den her gang, vil vi andre blive mødt af de samme karv ved næste overenskomst. KL ønsker at få fjernet alle de bindinger, der er i arbejdstidsaftalerne, siger BUPL-formand Henning Pedersen til Arbejderen.
Det er et skridt henimod det grænseløse arbejde.
Anders Bondo Christensen
Alle organisationerne i det kommunale forhandlingsfællesskab KTO retter en skarp kritik af KL for ikke at have gennemført realitetsforhandlinger med lærerne. KL har bare holdt fast i, at arbejdstidsaftalen skulle væk. Da lærerne ikke var indstillet på at sluge dette ultimative krav, varslede KL i sidste uge lockout af 52.000 lærere.
Men KTO vil ikke køre videre med urafstemninger om overenskomsterne på alle andre områder, mens lærerne bliver efterladt alene tilbage på perronen. Det slog repræsentantskabet i KTO fast på sit ekstraordinære møde i mandags. Her besluttede man at udskyde godkendelsen af de indgåede generelle overenskomstaftaler.

VÆK MED ALLE REGLER

- Det er et signal til KL om, at de skal se at få fingeren ud og komme i gang med reelle forhandlinger med lærerne, siger FOA-formand Dennis Kristensen til Arbejderen.
KL gør ingen hemmelighed ud af sine planer omkring de kommunalt ansattes arbejdstidsregler. I en video på YouTube fortæller Sine Sunesen, løndirektør i Kommunernes Landsforening, om foreningens langsigtede arbejdsgiverpolitik.
- Der skal være færre arbejdstidsregler, og de skal være mere fleksible, erklærer Sine Sunesen. Hun erkender, at arbejdsgiverne ikke helt kan slippe for arbejdstidsregler for eksempel på døgndækkede områder, men varsler et markant opgør med de nuværende regelsæt.
Lærerne har fået et meget konkret indblik i, hvad det er KL lægger op til.
- Det er et skridt henimod det grænseløse arbejde. Der er ingen bestemmelser for, hvornår du har fri, og hvornår du skal arbejde. Der er ingen varslingsbestememler og utroligt løse regler omkring overarbejde, siger lærerformand Anders Bondo Christensen.
- KL siger, at de vil normalisere lærernes arbejdstidsregler, men der findes ikke noget andet kommunalt område, der har arbejdstidsregler, som det KL har præsenteret os for, tilføjer han.

REGERINGEN ER PÅ KL’S SIDE

I opgøret med lærernes arbejdstidsaftale har KL regeringen på sin side. Gennemførelsen af regeringens folkeskolereform afhænger af, at lærerne får flere undervisningslektioner. Den nuværende arbejdstidsaftale sætter et loft over hvor mange timer, den enkelte lærer må undervise om ugen. Det vil KL og regeringen af med, i stedet skal det være op til den enkelte skoleleder at planlægge den enkelte lærers arbejdstid.
Regeringen lægger også op til et opgør med arbejdstidsreglerne for andre faggrupper, understreger Henning Pedersen, formand for BUPL.
Han henviser til, at det står i Corydons nye vækstplan, at der skal frigøres 12 milliarder ved yderligere “modernisering” i den offentlige sektor. Pengene skal blandt andet hentes gennem ændring af arbejdstidsregler.
- Vores arbejdstidsregler skal finansiere velfærden fremover. Det er ikke noget, som kun gælder for skoleområdet. Det som tidligere var fastlagt i centrale bestemmelser mellem KL og organisationerne skal nu ud til lokale ledelsesbeslutninger, siger Henning Pedersen.
I øjeblikket forhandler lærerne og Kl i Forligsinstitutionen. Det næste møde på det kommunale område bliver på mandag. I tirsdags var omkring 2200 tillidsfolk fra Danmarks Lærerforening samlet til stormøde i Odense for at diskutere den alvorlige situation med udsigt til lockout af alle lærere.
- Der var en fantastisk stemning. Mødet viste, at vores forening står samlet og stærkt. Det er hjerteblod for os at have en arbejdstidsaftale, som gør det muligt at levere den bedst mulige undervisning til eleverne, siger Anders Bondo Christensen.
På mødet diskuterede tillidsfolkene forskellige mulige scenarier omkring konflikten med KL. Kommer det til en lockout, har lærerne endnu ikke taget stilling til, om de vil opfordre andre faggrupper til at sympatikonflikte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar