onsdag den 10. januar 2018

Social krig

Krisen og de voldsomme sparemassakrer rammer kvinder uforholdsmæssigt hårdt. Millioner af især unge kvinder bliver kasseret med de frygteligste konsekvenser, siger Marcia Fields fra Kvindernes Demokratiske Verdensforbund.


- Der er en social krig uden sidestykke i gang mod Europas befolkninger. Og den er ikke neutral i forhold til køn. De sociale nedskæringer er overalt kønsbestemt – både i deres egenskaber og deres virkninger. Den medfører, at lade kvinderne betale hovedparten af byrderne af krisen, som kvinderne dog på ingen måde er ansvarlige for.
Sådan siger en kampberedt Christine Vanden Daelen fra Udvalget for Afskaffelse af Tredjeverdens Gæld på organisationens hjemmeside i anledning af den 8. marts, kvindernes internationale kampdag.
Manglende penge udøver et diktatur over mange familiers liv.
Jill Kirby
Siden 2010 har mange lande i EU vedtaget sparepolitikker i et forsøg på at reducere budgetunderskuddene og stigninger i statens låntagning, forårsaget af krisens start i 2007/08.
Det har betydet udbredt nedgang i løn og pension, nedbrud af social beskyttelse, ødelagte offentlige tjenester, angreb på arbejdslove og højere skatter på forbrug.
Christine Vanden Daelen sammenligner direkte de nye såkaldte reformer i EU-landene med de brutale spareprogrammer, som rige lande i årtier har pålagt u-lande og fattigere lande.
- På samme måde som strukturtilpasningsprogrammerne i det globale syd har forarmet kvinder, årelader de aktuelle stramninger i EU-landene især kvinderne. Det er i øvrigt de samme nyliberale mekanismer, der er i gang med privatisering, liberalisering og massakrer på offentlige budgetter, pointerer hun.
Strukturtilpasning er en strategi, som i særdeleshed bliver benyttet af Verdensbanken og Den internationale Valutafond, når de stiller krav til lande for at give dem lån.
Christine Vanden Daelens påstand bekræftes af tørre tal og adskillige skrækhistorier.

KVINDER HÅRDT RAMT

I byen Vila d’Este i det nordlige Portugal med 17.000 indbyggere er mere end 6000 kvinder arbejdsløse.
I Storbritannien har den (mandsdominerede) konservative regering besluttet, at 710.000 job i den offentlige sektor skal væk.
- Det rammer kvinderne hårdt, idet kvinders beskæftigelse er mere koncentreret i den offentlige sektor end mænds. Kvinder udgør omkring to tredjedele af arbejdsstyrken i den britiske offentlige sektor, siger siger tillidskvinden Genevieve Morse fra Lærernes Fagforening til avisen Socialist Alternative.

DELTID

I Europa arbejder 31,2 procent af kvinderne på deltid – det er fire gange mere end mænd.
- Kvinders karriere er ofte baseret på deltidsjob med midlertidige kontrakter og perioder med afbrydelse, så kvinder er mere sårbare på arbejdsmarkedet, og derfor har de sværere ved at finde et job  At kvinder begynder at arbejde på deltid er sjældent resultatet af et personligt valg, men er en af de direkte konsekvenser af krisen, siger Christine Vanden Daelen fra Udvalget for Afskaffelse af Tredjeverdens Gæld.
Michael Connellan fra det britiske institut for familier og forældre, siger, at mange mødre er nødt til at vende tilbage til arbejde langt tidligere, end de gerne ville, på grund af de nuværende krisepres.
- Omkostningerne ved at opfostre et barn vokser. Her i landet er skattefradraget for fattige familier med børn blevet skåret ned og børneydelserme i Child Benefit følger ikke med prisstigningerne, fortæller han.
Jill Kirby, der er leder af familiecenteret Centre for Planning i Storbritannien og forfatter til bogen The Price of Parenthood, tilføjer overfor dagbladet Morning Star:
- Kvinder, der søger job, er tvunget til at acceptere dårlige arbejdsforhold, fordi deres mænd typisk er arbejdsløse. Andre accepterer dårlige vilkår, fordi deres mands løn ikke er nok til at betale alle regningerne i slutningen af måneden.
Hun tilføjer, at “manglende penge udøver et diktatur over mange familiers liv”.
- Kvinderne er tvunget til at være på arbejdsmarkedet i en tid med store finansielle vanskeligheder. Få mødre har mulighed for at blive hjemme, siger hun.
Samlet set tjener europæiske kvinder i gennemsnit 18 procent mindre end deres mandlige kolleger. Og det er for lige arbejde og lige ansvar.

FÅ PENGE

Også de ældre og arbejdsløse kvinder skal holde for.
I Østrig skal kvinder knokle tre år længere, før de tidligst kan gå på pension. Aldersgrænsen er hævet fra 57 år til 60 år.
De italienske kvinder bliver nødt til at holde ud, indtil de er 65.
I Frankrig er kvinders pensioner 40 procent lavere end mændenes.
I Polen får kvinder en pension, der er lavere end mindstelønnen.
Endelig er arbejdsløse er naturlige mål for forringelser i hele EU.
Kun hver tredje arbejdsløse kvinde i Tyskland modtager dagpenge.

NEDSKÆRER

De sociale programmer trimmes overalt.
I Spanien er instituttet for ligestilling slet og ret afskaffet, mens budgettet for familiepolitik er skåret 70 procent ned.
I Tjekkiet er alle sociale ydelser til familier med lav indkomst – og som derfor ofte er enlige – blevet ophævet, og bistand under forældreorlov blevet kraftigt skåret ned.
Købekraften er gået voldsomt ned for især husholdningerne i Grækenland, Italien, Spanien og Portugal. Det græske LO for privatansatte (GSEE) kom for kort tid siden med  en rapport om at 3,9 millioner ud af en samlet befolkning på 11 millioner indbyggere lever under den officielle fattigdomsgrænse.
I Østeuropa har presset fra voksende priser været konstant i årevis.
- Når krisen spreder sig til husholdningerne, er kvinder ikke kun påvirket af tabet af arbejdspladser og indtægter, for de forventes at lægge mere tid i plejen af familien  under stadigt mere ustabile forhold. Ikke overraskende bliver sexarbejde en hovedbeskæftigelse for unge kvinder i Østeuropa, siger Ewa Charkiewicz fra Feministisk Tænketank i Polen til det USA-baserede magasin Monthly Review.

KVINDER KÆMPER

Angrebene på kvinder og mænd kræver modstand, mener Kvindernes Demokratiske Verdensforbund.
- Vi mener, at den økonomiske krise, der brød ud i hjertet af Wall Street og bredte sig hurtigt til andre imperialistiske centre, decideret har kasseret millioner af især unge kvinder med de frygteligste konsekvenser, siger organisationens leder Marcia Fields.
Kvindernes Demokratiske Verdensforbund er en international organisation, der arbejder for kvinders rettigheder. Før Murens fald blev det anklaget for at være “Sovjet-tro”, men det afviser forbundet, der idag har afdelinger på alle kontinenter.
- Vi er kvinder i kamp for at ændre verden og opnå økonomisk , social og politisk retfærdighed samt reel ligestilling. Den største gruppe kvinder er arbejderkvinder, men vi er kvinder i alle aldre, fra alle trosretninger, religioner, identiteter og kulturer, og vi er overbeviste om vores styrke og vilje til livet, siger Marcia Fields.
Hun mener, at “den nyliberale globalisering har pålagt kvinder og mænd økonomiske, sociale, politiske og patriarkalske åg”.
- Vi ønsker en verden med fred og kræver derfor afskaffelse af imperialistiske politik, militarisering af planeten og i særdeleshed USA’s og dets allieredes angrebskrige, siger hun.

TAVSE KVINDER

Tre kvindelige danske medlemmer af EU-parlamentet – Britta Thomsen (S), Emilie Turunen (SF) samt Karin Riis-Jørgensen (V) - har ikke ønsket at kommentere artiklens påstande om, at kvinder er hårdest ramt af EU’s sparemassakrer.

Cassini møder Prometheus & Pan

En del af Saturns ringsystem med månerne Prometheus og Pan set af Cassini-sonden. (Billede: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute)
Ringplaneten Saturn har ikke mindre end 62 kendte måner, der kredser i hver deres bane om planeten.
Rumsonden Cassini, der siden 1. juli 2004 har kredset om Saturn, optager jævnligt billeder af en eller flere af månerne.
Billedet her er et godt eksempel med to måner på en enkelt optagelse.
Viser månerne Prometheus og Pan
Billedet er optaget d. 18. september sidste år og viser månerne Prometheus og Pan, der har en størrelse på henholdsvis 86 kilometer og 28 kilometer.
Pan ses som en lille lysplet lidt over og til højre for midten af billedet. Pan ligger midt i den åbning i ringen, der kaldes Enckes gab, og sørger med sin tyngdekraft for at holde dette gab åbent.
Den anden lille lysplet, der ses tæt ved den indre kant af Enckes gab til højre for og lidt under Pan, er en fjern baggrundsstjerne.
Prometheus ses som et kartoffelformet objekt i nederste venstre del af billedet. Denne måne deltager i et kosmisk parløb med en anden saturnmåne ved navn Pandora.
Kredser tæt på F-ringen
Prometheus og Pandora kredser begge tæt på hver sin side af F-ringen, der er den yderste af Saturns synlige ringe.
På billedet ses F-ringen som den tynde streg, der skærer gennem den nederste venstre del af billedet.
Den samlede effekt af månernes påvirkning er, at ringens partikler holdes samlet. Månerne kaldes derfor for hyrdemåner.

USA slår alarm over spredning af superresistent bakterie


En øget registrering af tilfælde med superresistente coli-bakterier får nu de amerikanske sundhedsmyndigheder til at advare om infektioner, der ikke kan behandles og ultimativt medfører døden.
Flere hospitaler i USA har været ramt af superresistente bakterier, der endda modstår Carbapenem, som er den sidste eksisterende behandling, når alle andre antibiotika svigter. De superresistente bakterier har i flere tilfælde medført døden.Direktør Thomas R. Frieden fra den amerikanske sundhedsstyrelse, Centers for Disease Control and Prevention (CDC), advarer ifølge New York Times om, at det kun er et spørgsmål om tid, før de Carbapenem-resistente bakterier spreder sig til miljøer uden for hospitalsvæsenet.
Ifølge fagchef Kurt Fuursted, Klinisk Mikrobiologisk Reference på Statens Seruminstitut, er der tale om en helt almindelig e.coli – klebsella, som findes naturligt i tarmen og kan give urinvejsinfektioner og blodforgiftning.
»Det specielle nu er, at den har fået nogle resistensgener, der gør, at de antibiotika, vi normalt vil anvende, ikke virker mere. Derfor ser man en overdødelighed, når man får infektionen. Den er ikke mere sygdomsfremkaldende end almindelige e-coli-bakterier, men meget sværere at behandle,« forklarer han.
Læs også: Superresistente bakterier fundet i Danmark for første gang

Konstant overvågning

Ifølge CDC er omfanget af maveinfektioner med Carbapenem-resistente bakterier steget fra én procent i 2001 til fire procent i 2012. Når det gælder infektioner med Klebsiella, er der i 10 procent af tilfældene tale om Carbapenem-resistents sammenlignet med to procent for ti år siden.
»Det betyder, at man skal være mere vaks med hensyn til sin egen overvågning, og det er vi herhjemme. Alle laboratorier herhjemme undersøger deres coli-bakterier for resistens. På den måde har vi hele tiden en fornemmelse af, om der er en ny type mere resistente bakterier,« fortæller Kurt Fuursted.
Han afviser, at der skulle være et tilsvarende udbrud på danske hospitaler, og henviser til, at de registrerede danske tilfælde alle har været personer, der har bragt sygdommen til Danmark fra eksempelvis Sydeuropa, Afrika eller Asien.
»Når en patient bliver overført til Danmark fra et andet land, tager vi højde for, at der kan være resistente bakterier. Patienten kommer i isolation og bliver undersøgt for resistente bakterier. Men det gør vi nok ikke rutinemæssigt, når patienterne kommer fra USA, og der kan en sådan meddelelse jo være med til at blive opmærksom på det,« siger Kurt Fuursted.
De danske laboratorier er løbende i kontakt med hinanden om, hvilke resistente bakterier de finder. Ifølge fagchefen har der på det seneste ikke været rapporteret om tilfælde af Carbapenem-resistente bakterier.
Ifølge Kurt Fuursted er der to grunde til, at man får en epidemi ud af resistente bakterier:
1) For stort forbrug af antibiotika, der betyder, at de resistente bakterier selekteres fra.
2) Manglende hygiejne, der gør det muligt for bakterierne til at sprede sig..

Kollisionskurs


Denne illustration viser den bane som kometen 2013 A1 (Siding Springs) menes at have. Her ser det ud til, at kometen kommer meget tæt på Mars. (Illustration: NASA/JPL-Caltech)

Astronomer har fundet en komet, der vil komme meget tæt på Mars i oktober 2014.


På NASAs Jet Propulsion Laboratory i USA holder astronomerne hele tiden øje med nærjordsobjekter, dvs. asteroider og kometer, der i deres kredsløb om Solen nogle gange kommer tæt på Jorden.
Astronomerne prøver konstant at beregne, hvordan asteroiderne vil bevæge sig rundt om Solen i fremtiden, og allervigtigst om de vil komme tæt på Jorden.
Kometen vil komme tæt på Mars
Banen for kometen 2013 A1 (Siding Spring) er i den forbindelse også blevet beregnet.
Disse beregninger bliver bedre, og jo flere oplysninger man har, jo mere præcist kan man forudsige deres baner.
Astronomerne har fulgt kometen Siding Spring siden oktober 2012, og beregningerne viser, at kometen vil komme tæt på Mars i oktober 2014.
Baseret på de oplysninger astronomerne har nu, er der under 0,002 procents risiko for, at kometen vil ramme Mars.
Kometen kan måske ses gennem kikkert
Kometen kommer sandsynligvis fra Oort skyen, der ligger i den yderste del af solsystemet og har rejst imod os i mere end en million år.
Når den når Mars, vil den være meget klar, hvis man står på den røde planet, men her fra Jorden vil man ikke kunne se kometen med det blotte øje.
Der er dog en meget lille chance for, at kometen kan ses på den sydlige nattehimmel i midten af september, hvis man observerer den igennem en kikkert eller et teleskop.

EU på Mars

Ritzau: Rusland og EU vil i fællesskab hente støv og klipper på Mars og forsøge at besvare spørgsmålet om liv på planeten.

Torsdag underskrev Rusland og EU en aftale om en fælles Mars-mission med to rumfartøjer med et par års mellemrum.

Missionen var i første omgang et samarbejde mellem EU og det amerikanske rumfartsagentur, Nasa, men amerikanerne trak sig ud af projektet på grund af problemer med finansieringen.

Missionen kommer muligvis til at finde sted i 2016 og 2018. Den skal efter planen være med til at besvare spørgsmålet om liv på Mars. Aftalen kommer netop efter, en analyse af klippestykker fra det amerikanske Mars-køretøj Curiosity fandt spor af svovl, kvælstof, ilt, fosfor og kul på planeten i februar.

»At få fastslået, hvorvidt der har været liv på Mars, er et af vor tids største ubesvarede videnskabelige spørgsmål, og det har den højeste prioritet i ExoMars-programmet,« skriver det europæiske rumfartsagentur ESA i en pressemeddelelse.

De europæiske regeringer har indtil videre sat ca. 6,3 milliarder kroner (850 mio. euro) af til projektet og sat et loft over omkostningerne på 1 milliard euro.