søndag den 15. april 2018

I går var vi på Vejle, inviteret af lærer Mette, for at hjælpe en 7.-klasse tænke og arbejde som designere. Vi skal på tre undervisningsgange igennem
  • analyse
  • brainstorm/ideation
  • kvalificering af ideer
  • design og konstruktion af udvalgte ideer.


Første runde handlede om at opdage og artikulere kvaliteter ved – i dette tilfælde – skolegården. Derefter arbejdede eleverne gruppevis på at udtænke ideer til hver deres persona/extreme character for at flytte fokus væk fra dem selv og kombinere ideer hentet fra forskellige brugeres interesseområder, som for eksempel urban gardening og freerunning.
Det er svært, det ved vi godt. Eleverne har ikke meget tiltro til egne kreative evner og dræber ideer næsten før de har fået dem. Men hvad de siger, er ikke uinteressant, hvis man er designer, og ved, hvad man skal lytte efter. De to sketchnotes i denne post viser, hvilke overordnede temaer Mie trak ud af rumanalysen, og hvilke ideer/fokusområder som ideationaktiviteten fik sat ord på.
Vi står i en sjælden situation på Vejle – Skolen har inviteret og sagt “I gør lige det, I har lyst til”, vi har en skolegård, som mildest talt godt kunne skræddersys bedre til brugergruppen, og så har vi nogle unge brugere, som får lejlighed og hjælp til at gøre netop det. Men som tilsyneladene ikke tænker at de kan. Eller må. Eller at det hele nok alligevel bare bliver ødelagt bagefter.
Opgaven over de næste undervisningsgange bliver at vække en lyst til at sætte sit præg på verden og de produkter, vi omgiver os med, og en tro på at man kan gøre det. Det er hele kernen i hacking og makerkultur, og det er den lyst, der skal være benzinen til at få hænderne op af lommen. Så skal de berømte 21st century learning skills nok følge med, for selvfølgelig skal vi blogge, tweete, videodokumentere hvad vi laver, og vi skal bygge skalamodeller og lave brugsscenarier, ligesom vi skal kigge på moderne digitale produktionsværktøjer og forstå, hvordan vi kombinerer dem med de analoge nede på pedelværkstedet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar